Enhedslisten Amager Vests høringssvar til lokalplan for Vejlands Kvarter

Enhedslisten i Amager Vest mener at lokalplanen er i direkte modstrid mod kommunens erklærede politik om at gøre byen grøn og CO2 neutral i 2025. Hertil kommer så mange uafklarede problemstillinger af miljømæssig art, at vi må afvise denne lokalplan.
Det fremgår i forslaget at klage over miljøvurderingen kan først indgives efter vedtagelse af lokalplanen og kommuneplan tillægget. Dette er helt uacceptabelt og hermed et overgreb mod den demokratiske ide´ med at borgere kan afgive høringssvar, og formuleringen gør derfor denne høring ganske overflødig. Vi stiller derfor også spørgsmål til om denne fremgangsmåde udgør et lovbrud.

Seks årsager til at forkaste lokalplanen

  1.  Amager Fælled skal fastholdes i “Naturpark Amager” som et sammenhængende naturområde, som nøgle til at bevare og konsolidere biodiversitet, og sikre det eksisterende fauna, fugle og dyreliv.
  2. Fastholdelse af hele fælleden som rekreativt areal med vild natur er afgørende for bylivskvalitet.
    Corona-nedlukningen har gjort det tydeligt, at københavnere har brug for et stort nærliggende naturområde.
  3. De store mængder giftigt materiale der er blevet deponeret på den gamle losseplads vil ligge som en tidsindstillet bombe under bebyggelsen uanset dyr forsegling, og gift udslipsskorstene.
  4. Byggeri her er en trafikal katastrofe. Der står klart i forslaget; “Krydset ved Vejlands alle er i forvejen udfordret på kapacitet, og problemerne vil øges med byggeriet og medfører forsinkelser og kødannelser i myldretiden”.
  5. Byggeriet vil uanset lette facader bidrage til stigende CO2 forbrug – til udvinding, fremstilling og transport af materialer, til bærende konstruktioner og etageadskillelser, samt ekstraudgifter til fundering i den gasholdige og forurenede jord, bortkørsel af den forurenede jord fra udgravninger til kloakker, el og vand, og ikke mindst tilkørsler af enorme mængder ren jord.
  6. Bebyggelsens spillevand skal til rensningsanlægget Lynetten, der er udfordret på sin kapacitet og afventer udbygning. Logikken må være at man ikke kan bygge mere i byen før Lynettens udvidelse er gennemført.Miljø og natur

    Det påstås at påvirkningen af natur og fauna på de nuværende naturarealer vil være moderat, hvilket også gælder for den rekreative anvendelse af resten af fælleden ved arealinddragelsen, til trods for at det udgør næsten 1/3 af Fælledens nuværende areal. De store boldbaner med græs kan ikke regnes med som naturareal, hvorfor dette areal skal tages ud af ligningen for naturarealer på Fælleden.
    Byggeri i det såkaldte Vejlands kvarter vil udrydde alle levende habitater og plantearter, der gennem årtier har etableret sig her, og resultatet er faldende biodiversitet og ødelæggelse af den enestående fauna der er opstået her på den gamle losseplads.
    Byggeriet er desuden en afvisning af et tidligere landsplandirektiv med Fælleden som grøn kile ind til byen, idet Vejlands kvarter udgør et nyt storbyområde, som vil generere mere partikelforurening og mere trafik i København. Hermed ignoreres Fælledens funktion som afgørende kile til luftudskiftningen i byen.
    Lossepladsen er fuld af giftig fabriksaffald samt metan gas, og ingen kender konsekvenserne ved at grave løs i undergrunden til den infrastruktur og de fundamenter der skal understøtte det omfattende byggeri.
    At bygge her svarer til at bygge oven på Keminovas giftdepoter ved Limfjorden.
    Ingen er i dag i tvivl om at havene stiger, hvilket vil påvirke grundvandsspejlet overalt, også på lossepladsen. For at kunne bygge her skal der pumpes forurenet vand væk, men hvor skal det pumpes hen ? Sender de det direkte ned til den lille sø nord for området, eller skal det renses først og yderligere fordyre byggemodningen.
    Vi mener ikke at denne lokalplan kan vedtages grundet forureningsproblemerne. Giften har bedst ved at ligge uberørt, da en total oprensning er umulig. At bygge oven på en giftgrund uden at rense den op først kan ikke være lovlig.

    Trafik

    Vi mener det er fuldstændig uforsvarligt, at man i København bliver ved med at bygge uden prognoser for det stigende transportarbejdes følger for luftforurening og CO2 udslippet.
    En fortsat udbygning af København uden klar analyse og løsning på de pendlings mønstre, der bidrager til stigning i antallet af køretøjer på det københavnske vejnet og byens udfaldsveje, er skandaløst.
    Ca. 40 % af københavnerne pendler hver dag ud af byen, og numerisk stiger dette tal med befolkningstilvæksten, som også generere stigning af transportarbejde ind til byen.
    Når kommunen henviser til metroens vigtighed, må man gøre sig klart at denne kun bruges af ca. 25 % af kommunens indbyggere uden bil, og derfor ikke influerer på hverken biltrafikken eller bilejerskab.
    Lokalplansforslaget vil generere øget trafik, forurening og bidrage til de i forvejen kaotiske trafikproblemer på Vejlands alle. Ud over boliger, er der planlagt, erhverv, butikker, hotel, lagerhoteller og en skole hvor elever skal sættes af. Alt i alt vil det bidrage til de nuværende umulige trafik forhold, som i forvejen øges med byggerier på den anden side i Ørestad.
    Der står i forslaget; “Krydset ved Vejlands alle er i forvejen udfordret på kapacitet, og problemerne vil øges med byggeriet”. Dette udsagn siger lysende klart at man ikke kan godkende den forelagte lokalplan.

    Boliger, bebyggelsesplan og infrastruktur

    Uanset charmerende illustrationer kan enhver se at dette byggeri bliver lige så højt og tæt som i andre nye bydele, hvilket underminerer påstanden om en landsby, som et lavt-tæt projekt måske kunne underbygge.
    Bortset fra en central grøn plads forseglet mod den giftige undergrund, vil det meste af bebyggelsen udgøres af befæstede pladser og fordelingsveje, så at tale om biodiversitet er en hul påstand.
    Alle byrum bortset fra gårdrummene fungerer som kørselsadgang e til dele af bebyggelsen. Gårdrummene er reelt ganske traditionelle. Der snydes ved at indikere udsigt med lave huse for enden men et punkthus her på 6 etager med udsigt over fælleden vil formodentlig blive resultatet. Lokalplanen opdeler bebyggelserne i 3 kvarterer, hvor af det nærmest Vejlands alle skal have karakter af et center med en masse funktioner.
    Ankomstpladsen fra Vejlands alle kaldes et byrum, men udgør først og fremmest indkørsel til fordelings-veje og til p-huse, foruden her gives mulighed for 20.000 m2 etage areal til serviceerhverv, hotel og lagerhotel, samt andre erhverv i stueetagerne. Med andre ord et hav af udadvendte funktioner der vil bidrage til unødig trafik internt i forhold til beboerne og til bilkøerne på Vejlands alle.
    I betragtning af at de lokale veje siges planlagt til ophold og leg, er de udlagt til 30 km zone, foruden at skolegården også fungerer som fordelingsvej.
    Ud over at byggeriet skal opføres med lette facader, står der intet om bygningernes bærende dæk og andre beton konstruktioner eller om de betonpiller, der skal støbes ned i den tvivlsomme undergrund.
    Der er intet bud på et konkret miljøregnskab for det enorme CO2 forbrug der går til udvinding, fremstilling og transport af materialer, til udgravning af infrastrukturelle anlæg og fundering eller tilkørsel af jord oven på lossepladsen. Hvis kommunens krav om en CO2 neutral by 2025 skal overholdes kan denne lokalplan selvfølgelig ikke vedtages.
    Bebyggelsens spillevand skal til rensningsanlægget Lynetten, der er udfordret på sin kapacitet og afventer udbygning. Logikken må være at man ikke kan bygge mere før der er kapacitet her til nybyggerierne, hvorfor man ikke kan godkende byggeriet før Lynettens udvidelse er gennemført.

    Matrikulering, salg af grunde, boliger og priser

    Området er delt i tre delområder, som hver yderligere kan udmatrikuleres og underdeles i flere byggefelter, hvilket lægger op til flere forskellige bygherrer med spekulative interesser. Kommune og grundejer er en og samme, uanset at det er BY og Havn A/S der reelt har overtaget grunden. I Det fremgår at kommunen har en vision for miljøkrav til nybyggeri, hvor kommunen er bygherre eller kontraktmæssig bruger.
    Men i dette tilfælde er grunden overgået til BY og Havn i samarbejde med PensionDanmark, som også spekulerer i grundsalg og ejendomme, og en yderligere udmatrikulering i mange grunde indebærer nogle fordele for alle parter. Det handler om at sælge til højst bydende, ideen er at tjene på at bygge her på Fælleden.
    Kommunen går ud fra DGNB certificering hvis entreprise summen er over 21 mill.kr. men under gælder andre krav. Det må indebære at flere udstykninger og hermed billigere byggerier kan slippe med en nemmere certificering.
    Gældende lovgivning og bygningsreglementet er ikke stramme nok til at sikre CO2 neutralitet, fordi man ikke medtager den samlede miljøbelastning for et byggeri i forhold til råstofbrydning, fremstilling og produktion af stål, beton, materialer, transporter.
    By og Havn A/S har klar interesse i at sælge jord til højest mulig m2 priser. De kommende developere og bygherrer har også klare forventninger til profit når de bygger, og at sælge flest mulig m2 dyrest muligt. Det endelige byggeri vil formodentlig være noget helt andet end det vi præsenteres for i forslaget. I årevis har vi andre steder været vidne til diverse dispensationer for øget tæthed og øget højde, så hvorfor ikke her.
    Prisen på håndtering af giften og metan, byggemodning, kloakering, anlæg med gas, vand og el,varme, samt infrastrukturen på grunden skal betales af de fremtidige beboere. Med andre ord det bliver dyre m2 uanset de bygninger der måtte opføres. Det betyder udelukkelse af almene boliger, der er underlagt krav om en maksimum pris per m2, hvorfor de ekstraudgifter der vil blive påført dette byggeri vil gøre det usandsynligt at de kan være med.
    Før de begynder at udmatrikulere og sælge og bebygge grundene skal vi skatteydere i byen ovenikøbet bidrage og betale for omlægning af krydset i Vejlands alle til hvad de i lokalplanen kalder en optimering af krydset, uanset den helt umulige opgave.

    Ideen med at bygge her med grøn udsigt til Fælleden handler om at sælge til højestbydende og for By og Havn A/S vedkommende også at finansiere den dybt forgældede metro.
    Enhedslisten Amager Vest vil ikke have flere dyre ejerlejligheder, og vi ønsker heller ikke at belaste klimaet og øge befolkningsvæksten på bekostning af naturen, så derfor mener vi at dette lokalplan forslag skal tages af bordet