Vedtægter Amager Vest

Vedtægter for foreningen Enhedslisten Amager Vest

§ 1 Navn og hjemsted
1. Foreningens navn er Enhedslisten Amager Vest.
2. Foreningens lokalområde er 2300 S Vest for Amagerbrogade inkl. lige numre af Amagerbrogade.

§ 2 Formål
1. Enhedslisten Amager Vest deler som lokalafdeling i Enhedslisten København dennes formål. Afdelingen arbejder for skabelsen af et socialistisk demokrati, samt et København der sætter miljøet, menneskene & solidariteten i centrum.
2. Formålet fremmes gennem et aktivt samarbejde med den øvrige venstrefløj, andre rød-grønne kræfter og forligspartnere.
3. Afdelingen er forpligtet af landsorganisationen Enhedslisten – de rød-grønnes minimumsprogram og årsmødebeslutninger, og arbejder for at virkeliggøre politikken, specielt i København og på Amager Vest.

§ 3 Medlemskab og kontingent
1. Medlemskab i lokalafdelingen opnås ved tilslutning til Enhedslisten – de rød-grønne efter årsmødebeslutninger.
2. Enhedslisten – de rød-grønnes bestemmelser om medlemsophør og udelukkelse er også lokalafdelingens.

§ 4 Generalforsamlingen
1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
2. Ordinær Generalforsamling afholdes en gang årligt i januar eller februar måned. Den forberedes og indkaldes af bestyrelsen med mindst 21 dages varsel. Dagsordenen skal som minimum omfatte følgende punkter:
a. Valg af dirigent og referent
b. Beretning
c. Regnskab
d. Indkomne forslag
e. Handlingsplan for tiden til næste generalforsamling
f. Budget
g. Valg af bestyrelse, revisor og andre valgte repræsentanter for det kommende år (jf. §6, §8 og §9).
h. Eventuelt
3. Forslag til vedtægtsændringer der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 10 dage før mødet. Bestyrelsen sørger for, at forslag udsendes til medlemmer for dem i hænde senest 7 dage før mødet.
4. Ekstraordinær Generalforsamling skal indkaldes snarest (og med minimum 14 dages varsel), hvis:

a. Et flertal i bestyrelsen beslutter det
b. Mindst ¼ af lokalafdelingens medlemmer fremsætter skriftlig anmodning om det.

§ 5 Medlemsmødet
1. Medlemsmødet er højeste myndighed mellem Generalforsamlingerne
2. Medlemsmøderne afholdes mindst én gang månedligt, dog med evt. undtagelse af juli og december.
3. Bestyrelsen forbereder møderne sammen med afdelingens aktivister og indkalder med minimum én uges varsel.

§ 6 Valg og afstemninger
1. Alle væsentlige problemer søges løst gennem diskussion og i enighed. I øvrigt sker vedtagelser ved almindeligt stemmeflertal iblandt de fremmødte stemmeberettigede medlemmer. Ved stemmelighed bortfalder forslaget.
2. Afstemning sker normalt ved håndsoprækning, men skriftligt dersom mindst ¼ af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer ønsker det.
3. Af hensyn til mindretal kan personvalg (med flere kandidater til samme repræsentative opgave, eller i forbindelse med indstillinger til Enhedslisten i forbindelse med valg til Borgerrepræsentation eller folketing) foregå skriftligt, på følgende måde:
a. Ved valg af et lige antal personer må hver stemmeberettiget højst stemme på én mere end halvdelen af det antal, der skal vælges
b. Ved valg af ulige antal personer må hver stemmeberettiget højst stemme på et antal personer svarende til det første hele tal efter halvdelen af det antal, der skal vælges
c. Der kan højst afgives én stemme på hver opstillet person
4. Opløsning af foreningen kræver 2/3 flertal af foreningens medlemmer på to hinanden følgende Generalforsamlinger, med mindst 14 dages mellemrum. I givet fald tilfalder foreningens midler Enhedslisten – de rød-grønne.

§ 7 Opstilling til Borgerrepræsentation og Folketing
1. Lokalafdelingerne kan aflevere en prioriteret liste med de lokale medlemmer, der søger opstilling til Borgerrepræsentationen til orientering for Københavnsbestyrelsen og valghandlingerne på Københavnermøderne. Prioriteringen søges i så fald foretaget på et medlemsmøde efter forslag fra Bestyrelsen.
2. Valg af spidskandidater til Folketinget foretages på et medlemsmøde efter Enhedslisten – de rød-grønnes regler herom, til orientering for Københavns generalforsamling og Årsmødets valghandlinger.

§ 8 Bestyrelsen
1. Mellem medlemsmøderne ledes foreningen af en bestyrelse, der skal tage initiativ til og koordinere aktiviteterne, tilrettelægge og indkalde til medlemsmøder, træffe beslutninger og fremkomme med udtalelser på foreningens vegne, samt holder medlemmerne løbende orienteret om de lokale aktiviteter.
2. Bestyrelsen vælges for ét år ad gangen på den Ordinære Generalforsamling, og består af minimum 3 medlemmer, der selv konstituerer sig. Der kan foretages suppleringsvalg til et medlemsmøde, hvis det er nødvendigt. Dette skal i så fald fremgå af mødeindkaldelsen.
3. Bestyrelsens møder er åbne for afdelingens medlemmer.
4. Bestyrelsen tegner i fællesskab foreningen i økonomiske og juridiske forhold, men hæfter ikke personligt for afdelingens gæld. Et eller flere af medlemmerne kan gives fuldmagt i konkrete og tidsmæssigt begrænsede økonomiske og juridiske forhold.

§ 9 Valg af andre repræsentanter
1. Der vælges en repræsentant og en suppleant til Enhedslisten Købenavns bestyrelse, for et år ad gangen. Afdelingens repræsentant i Københavnerbestyrelsen er forpligtet til at følge beslutninger truffet af afdelingen i afstemninger m.m.
2. Enhedslisten Amager Vest vælger det antal repræsentanter til Amager Vest Lokaludvalg, som den er berettiget til i overensstemmelse med reglerne for valg af repræsentanter til lokaludvalg. Afdelingens repræsentant i Amager Vest Lokaludvalg er forpligtet til at følge beslutninger truffet af afdelingen i afstemninger m.m.
3. Der vælges regionsrepræsentanter og -suppleanter på generalforsamlingen i henhold til den kvote afdelingen har det givne år.
4. Repræsentanterne skal så vidt muligt indgå i den lokale bestyrelse.
5. Ved forfald skal repræsentanterne, efter aftale med Bestyrelsen, forsøge at indsætte en midlertidig repræsentant.
6. Valg af nye kandidater kan ske på medlemsmøder i tilfælde af permanent frafald af valgte repræsentanter. Dette annonceres minimum en uge før medlemsmødet.

§ 10 Økonomi
1. Regnskabsåret følger Enhedslistens, og er kalenderåret.
2. Kontingentets størrelse, forfald etc. Følger Enhedslistens årsmøders bestemmelser. Det opkræves centralt og indbetales til Landskontoret. En andel heraf overføres til afdelingens konto.
3. Afdelingens økonomi kan forbedres ved:
a. At afdelingen modtager støtte til konkrete projekter
b. At afdelingen foretager indsamlinger eller modtager bidrag eller gaver

§ 11 Vedtægtsændringer
1. Vedtægtsændringer vedtages på en Generalforsamling efter rettidig varsling og er gældende derfra.

§ 12 Vores Ø
1. Enhedslisten Amager Vest skal forsøge at etablere samarbejder med naboafdelingerne.

a. I forbindelse med valg af repræsentanter, der vælges på tværs af afdelinger i 2300 S er bestyrelsen forpligtet til at samarbejde med den/de andre lokalforeninger i 2300 S om organisering af valg.
b. I forbindelse med 1. maj eller andre årlige sociale begivenheder kan afdelingen samarbejde med de andre lokalafdelinger om at afholde fællesarrangementer.
c. I forbindelse med valgkampe elle lokale kampagner kan afdelingen koordinere med de andre lokalafdelinger i København.

Historik, vedtægter for det tidligere Enhedslisten Amager:
Vedtaget på generalforsamlingen den 13. marts 1991, og er revideret på Generalforsamlingerne d. 2. marts 1992, den 11. august 1994, den 9. december 1995, den 29. januar 2000, den 31. januar 2004 samt d. 13. marts 2012.

Historik, vedtægter for Enhedslisten Amager Vest:
Vedtaget på generalforsamlingen d. 13. marts 2012. Revideret på Generalforsamlingen d. 25. januar 2014.